tirsdag den 31. december 2013

Godt nytår!


Her på årets sidste dag vil jeg ønske jer alle et rigtigt godt nytår og år 2014!

Tusind tak for alle kommentarer, og ikke mindst har det været fedt at have lært endnu flere bloggere "at kende". Anden halvdel af 2013 har for mig som blogger været inspirerende og udfordrende. Det er altid interessant at læse mange af jeres tanker, ideer og hverdagsindlæg her i blogland.




* * * Vi ses i det nye år * * *

mandag den 30. december 2013

Årets selfie

Jeg hørte for ikke så længe siden, at de unge mennesker tager flere billeder af sig selv end af andre - en infomation i kølvandet på den danske statsministers selfie sammen med Obama.
Det er lidt fremmed for mig, for det er ikke så ofte, at jeg tager et billede af mig selv med mobilen.

Elena med bloggen Cupcake By Me har sat en lille nytårsleg i gang, nemlig at poste et billede af sig selv.

Jeg har valgt et billede fra årets sommerferie til Wien.

Jeg blev rigtig betaget af kunstneren Hundertwasser, så selvfølgelig må det blive et billede af mig og ham. Det er nok det tætteste, jeg kommer på en kendt i 2013 :-) - altså bortset fra at have set den tyske multikunstner Stefan Raab i en dobbeltdækker til karnevallet i Köln i februar på Rosenmontag :-)


Billedet stammer fra Madame Tousaud's i Wien, så det er en voksfigur af hr. Hundertwasser - han er desværre også død,  men hans værker lever i den grad!


søndag den 29. december 2013

Næsten færdig...

Det er lidt mærkelig med nytår. Det er som om, at det er et tidspunkt, hvor noget starter, eller noget skal færdiggøres.

Jeg vil gerne have så få ufærdige projekter som muligt med ind i det nye år, så jeg har taget mig sammen og gået i gang med monteringen af en cardigan til mig selv.

Nu mangler jeg at sy et ærme sammen og sy dem begge i resten af cardiganen.

Jeg ved, at jeg når færdig inden 2013 bliver til 2014 :-)







lørdag den 28. december 2013

Tæppetid igen


Jeg har i tidligere indlæg fortalt om mit tæppeprojekt, som kommer til at løbe over et stykke tid.

Da jeg nu kun har tre ufuldstændige objekter liggende i strikketaskerne, må det være på tide at tage fat i tæppehækleriet igen.

Dagen i dag stod på endnu en julefrokost, så jeg medbragte min stoftaske med det i. For en sikkerheds skyld tog jeg også bogen med opskriften med for lige at støve fremgangsmåden på de hæklede primulablomster af.

Det blev til fire blomster mere på tæppet, der nu består af 117 styks.




Som så ofte før indtager Fanny meget gerne mit hækle- eller strikketøj. I dag var ingen undtagelse :-)


fredag den 27. december 2013

Hvad gemmerne kunne bidrage med



Efter pyntet til julefrokosten i slutningen af november og Flesthverdages "genbrug" af ideen kom jeg til at kigge i mit skab, og sørme om der ikke lå en masse julekugler i pastelfarver og i to forskellige størrelser! De blev købt sidste år til halv pris lige efter jul. Det er lige sådanne nogle tilbud, som jeg elsker!

Derfor gik jeg i gang med at hænge kugler i loftet over det, der skulle danne rammen for indtagelsen af julemiddagen.
Svigermor hjalp efterfølgende med dækningen, og vi synes begge, at det blev rigtigt fint og julet!

Facts:
Porcelænet er MegaMussel fra Royal Copenhagen.
De små sølv-fyrfadslysestager samt "sølv"-fadet er fra Pigekammeret i Rudkøbing.
Porcelænsjuletræerne er en gave fra mine forældre.
Dugen er fra et lagersalg, hvor der blev solgt ud af duge, der bl.a. bruges på hoteller og restauranter.
Vinglassene er nogle, som min mand havde med, da han flyttede ind hos mig.
Vandglassene er fra 365+ Ikea.
Bestik er Vivianna i mat stål fra Georg Jensen.
Servietringene har jeg hæklet ud fra en opskrift fra Drops.
Servietterne er fra Søstrene Grene.









torsdag den 26. december 2013

Juletræet 2013



Det er først anden gang, at vi fejrer jul i vores fælles hjem, og således er det også kun anden gang, at vi har juletræ.

Vi har ikke så meget pynt til det, altså bortset fra rigtig mange kugler, men de passer ikke alle sammen ;-)

Vi er ikke "slaver" af traditioner, så derfor var der heller ikke nogen "regler" for, hvordan det skulle pyntes. Jeg gjorde det bare og fik hjælp af min mand til at sætte topstjernen på.
Vi købte i stjernen for to år siden. Af en eller anden årsag har jeg en svaghed for julepyntet fra "Karen Blixen's Jul" (hader altså den apostrof, der er forkert efter dansk retstavning....), og selvom Johanne-stjernen var ret pebret i prisen, kom den med hjem, for vi kunne begge godt lide den. Man kan også bruge den som ophæng, så de år, hvor ikke har noget juletræ, kan vi stadig få glæde af den. Den har derfor hængt fra loftet og pyntet fra starten af december. 

I få et billede af det færdigpyntede træ, selvom jeg synes, at det er svært at gøre det godt.
Stjernen fra loftet er selvfølgelig en Felderstjerne, og den skal selvfølgelig op hvert år, når man har en mand, der kommer fra området omkring Christiansfeld.



Kuglerne fra Flensburg fik også en plads på træet.



En af kuglerne fra en af pakke, som jeg for nogle år siden købte i Rema1000. De er så fine! I baggrunden en af mine strikkede kugler, der også fik en plads på træet, trods deres uperfekthed :-)



Året, hvor vi købte topstjernen, måtte vi også finde nogle lyseholdere til de levende lys. Her er jeg traditionsbundet, for der skal være levende lys på træet juleaften, når der danses om træet.
Vi var så heldige, at nisselyseholderne fra "Trip Trap" var på tilbud, så vi har to af hvert design, i alt 12 styk. Jeg elsker dem! 
De kom selvfølgelig også på årets juletræ.




onsdag den 25. december 2013

Træt ovenpå to dejlige dage




Lige nu sidder jeg i sofaen, under dynen og med strikketøjet i hænderne. Desuden er teen næsten færdig med at trække - skønt!

Det var været to skønne dage med masser af julehygge, så nu har trætheden meldt sig. Jeg vil dog se, om jeg kan få strikket et ærme færdigt. Det er kun kublen, der mangler.
Der kommer mere om juleaftenen senere her på  bloggen.







tirsdag den 24. december 2013

En kærlig julehilsen herfra



 * Jeg håber, at I alle får nogle skønne juledage *

mandag den 23. december 2013

Fra papir til garn



Jeg har aldrig prøvet at skabe noget fra 2D til 3D, men da jeg så en papjulekugle, som en elev  havde lavet, fandt jeg den så sjov, at jeg tog udfordringen op og hæklede den.

Pigens kugle så således ud:



Eneste "ændring" har været, at jeg har lavet næsen større for at give den et mere klovnet udtryk. Jeg lå også  inde med noget rødt glimmergarn, så munden kom også til at glimte.
Gevirerne er små troldhassel-grene fra haven.
Resten af kuglen er hæklet i akrylgarn og udstoppet med pudefyld.



* Rigtig god lillejuleaften til alle *

søndag den 22. december 2013

Pakkeindpakningen er ved at være klaret

Efterhånden er gaveindpakningen ved at være ved vejs ende, i hvert fald på denne side af jul.
Jeg mangler dog lige et par stykker.

I går blev de fleste klaret.
For mig er selve indpakningen også en del af gaven, så den må gerne være pæn. Jeg kan rigtigt godt lide at "nusse"  med det, så jeg brugte nogle timer på få pakker, fordi jeg bruger lidt tid på at tænke over, hvad jeg kan bruge af materialer.
Jeg gemmer derfor små ting og stykker papir, for måske kan det bruges.
For tiden har jeg en svaghed for ensfarvet papir eller papir, hvor der ikke er en masse billeder på, og alm. krølbånd er røget ud i kulden - altså det bliver brugt, men får ikke en tur med saksen for at lave krøller.

Billeder af nogle af årets pakker:

Kraftigt papir, og bånd af papir fra IKEA, sløjfe lavet af brun serviet samt manilamærke fra Rema

Papir fra Rema1000, en rest silkepapir, postsnor og træmærke fra Netto

Gråt papir fra Inspiration, blankt papir fra Rema1000, papirgarn fra IKEA og manilamærke fra Rema1000
Blank papir samt sølvfarvet papir fra Rema og bånd af papir fra IKEA

Papir fra Rossmann i Flensburg, lyseblåt postgarn, klokke af plast fra Papirlageret i Kolding og manilamærke fra IKEA

Papir fra Rossmann i Flensburg, lyseblåt postgarn, klokker af plast fra Papirlageret i Kolding og manilamærke fra IKEA

Gavepapir fra Rema1000 (jeg kunne ikke stå for det), lyserødt papir fra IKEA, bånd fra Panduro og træmærke fra Netto

Papir fra Rema1000, cellofan, sukkerstang og plastkugle fra Rema1000, træmærke fra Netto (kan man ikke se på billedet) og rødt silkebånd fra en pakke, som jeg selv har gået.

lørdag den 21. december 2013

Nem aftensmad - nemmere end jeg lige troede


Jeg følger bloggen Ravfood på Bloglovin', og i torsdags så jeg indlægget om Gratineret squash spaghetti med oksekød.
Det så rigtigt lækkert ud, og ret hurtigt kunne jeg se, at de fleste af ingredienserne havde jeg i forvejen.

Jeg fulgte næsten opskriften, men valgte at udskifte noget af squashen med frisk båndpasta. Desuden glemte jeg at komme basilikum i.
Da vi kun er to i husholdningen, var der oveni mad til to dage. Det var superlet at lave, så let at det ikke tog lang til at bikse sammen, hvilket er en fordel i hverdagen.

Da min mand smagte det, var hans første kommentar, at det var rigtigt godt, så nu er opskriften "lagret" :-)



Små manicuresæt




Jeg var så heldig at være den heldige vinder hos *LLL og Co* i hendes give-away.
Derfor dumpede der denne fine pakke op i min postkasse for et par dage siden. Selvom jeg vidste, hvad det var, var det alligevel ret spændende at åbne pakken.

Præmien var nemlig fem små manicuresæt fra Lisbeth Dahl.
I dag har jeg allerede givet et af dem videre, nemlig til min mor.

Desuden var der en lille hilsen samt en lille sød Budda med!

Mange tak for præmien og hilsenen, Lisbet!




fredag den 20. december 2013

Om at fremvise de mindre vellykkede ting

Min første Arne & Carlos-julekugle og mit første forsøg med tofarvestrik

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg skulle lære at strikke med to farver, og i går aftes fik jeg endelig monteret de to julekugler, som jeg har strikket.

Lad mig sige det med det samme, at for mig kræver det mere træning i teknikken, for jeg er bestemt ikke tilfreds med resultatet, der er noget ujævn i det. Det mærkelige er, at den første kugle blev pænere end nummer to - det burde jo være omvendt... I hvert fald skal jeg have mere øvelse i "trådspændingen".

I blogudfordringen var en af overskrifterne at fremvise det mest kiksede, man havde lavet, og lige præcis den dag gjorde, at jeg kom til at tænke på, at hvorfor kun fremvise det, som er blevet godt? Hvorfor ikke hoppe ud i at tage et billede af det, som ikke lige blev, som man ønskede?

Derfor får I også et billede af kugle to med en snemand. Den er ikke jævn i strikket, og oveni er den blevet meget aflang.
Det vil dog ikke afholde mig fra at opgive flerfarvestrik :-) Man er jo nødt til at turde fejle, hvis man vil være kreativ.

Min anden Arne & Carlos-kugle og et af mine kiksede resultater
ENGLISH:

I have just learned how to knit with two colours and the result is not my best. Normally I just show the things that I'm proud of, but why not showing something that not ended up quite so good?
The one with the bell was the first that I made. This looks better than my second ball, the one with the snowman.
What can I say - I have to practice :-)

The patterns are to find in the book "55 Christmas Balls  to Knit" written by Arne & Carlos.

_________________________________________________________________________________


Jeg deltager i Creative Friday hos Natural Suburbia.
I am participating in Creative Friday  at Natural Suburbia.




torsdag den 19. december 2013

Korssting og glaskugler


Først i december var jeg i Flensburg, og der endte det blandt andet med, at der blev købt to flotte, mørkeblå glaskugler hos "Butlers".

Senere så jeg på Instagram, at de også fandtes i hvide, så da turen i går aftes også gik til Flensburg, måtte jeg ind i den samme butik og kigge efter flere af de smukke kugler.
Sørme om jeg ikke var heldig! De havde lige to tilbage i den mørkeblå farve, men ingen i hvid. Det gjorde dog ikke noget, for bare det at have fået fat i et par var skønt!

Jeg synes, at de er så fine i nordiske farver, med korssting og med stjernemønster. Det tynde satinbånd var i dem, da jeg købte dem, og det passer så fint til resten af kuglerne.

Nu mangler jeg bare at finde en plads til dem - måske de kommer til at hænge på juletræet, når det snart kommer ind i stuen for at blive pyntet.



onsdag den 18. december 2013

Når nøden er størst

Ja, så træder min mand til og går i en garnbiks for at efterspørge hvidt plysgarn til sin kone.

Julepyntsudvekslingen havde jeg strikket to hjerter til en af bloggerne i min gruppe.
Hun viste efterfølgende et billede af dem på Instagram, og en af hendes følger spurgte mig, om jeg ville lave et sæt til hende.
Det ville jeg gerne, men men men...

Jeg havde ikke mere end ca. to meter tilbage af det lækre plysgarn! Banderolen havde jeg for længst smidt ud, og hvor jeg en gang har købt det henne, tja, det kan jeg ikke huske.

Så her er der blevet lavet diverse søgninger sammen med Onkel Google, min lokale garnbiks har fået et visit af mig, og til sidst endte det med, at jeg bad min mand om at tage en tur i garnbiksen, som ligger i den by, hvor han arbejder.

Det gjorde han i dag, og efter at have vist ekspedienten billeder af mine hjerter fandt de frem til noget garn, der minder om det andet.



Det er "Key 24" fra Hjertegarn, og da min mand fik at vide, at det er udgået og ikke laves mere, købte han de sidste fem nøgler, de havde.

Nu ligger der to færdigstrikkede hjerter i en kuvert, der er klar til at blive sendt med Post Danmark :-)
Så er der kun tilbage at håbe på, at modtageren kan lide dem. I hvert fald er de næsten magen til dem, som blev sendt af sted for under en uge siden - næsten fordi der er en smule forskel i garnet, men ikke meget.

De hjerter, som satte gang i den helt store eftersøgning af hvidt plysgarn :-)



tirsdag den 17. december 2013

Filtede ornamenter

I lørdags modtog jeg den sidste af de tre kuverter fra en af de tre bloggere, som jeg var i gruppe med i Julepyntsudvekslingen.

Denne gang var det fra Sidsel med bloggen NostalgiBolig.

Hun havde lavet to nålefiltede ornamenter med en lædersnor i. De passer perfekt ind under overskriften "Nordisk", og de er også kommet op at hænge herhjemme :-)

Rigtig mange tak for dem, Sidsel!



Til sidst vil jeg sige mange tak til alle tre bloggere i den gruppe, jeg var så heldig at havne i. Det har været så fedt at se, hvad I valgte at lave til udvekslingen, og ikke mindst har det været sjovt at modtage noget, som var lavet i andre materialer, end dem jeg selv mestrer.


Også en stor tak til de to kvinder bag udvekslingen, nemlig Anne-Mette og Sine, som satte det hele i gang. Det var et supergodt initiativ, som var overskueligt, udfordrende og sjovt.
Den har også gjort, at der er blevet tilføjet tre nye blogge på min liste :-)


"Kræmmerhus med krøllet hank"

Den sidste modtager i Julepyntsudvekslingen, nemlig Sidsel med bloggen NostalgiBolig, fik af mig to kræmmerhus.

De er  hæklet i Mor Aasegarn fra SandnesGarn med nål str. 4, og som en lille finish i kanten hæklede jeg med en nål 2½ en omgang med to tråde, nemlig lyseblåt mohairgarn og en tynd sølvtråd. Jeg valgte at hækle to fastmasker i hver fastmaske fra forringe omgang, og det fungerede rigtigt fint.
Som en lidt anderledes detalje valgte jeg at sno hanken - så passer de lidt til "Juletræet med sin pynt", hvor en af linjerne lyder "kræmmerhus med krøllet hank, som så let får en skavank".

Jeg synes, at det råhvide og det lyseblåt samt sølvtråden passede godt ind over overskriften "Nordisk", som jo var gruppens overskrift.

Opskriften er fra Tante Grøn og er designet af Karen Klarbæk.





mandag den 16. december 2013

En tilbagevendende julekalender her hos os


...eller det er ikke en rigtig julekalender, men med 24 fantastiske afsnit er det tæt på :-)

Jeg taler selvfølgelig om klassikeren "Matador", for som så mange andre danskere har jeg et specielt forhold til serien.
Hvert år i december ser min mand og jeg serien, og jeg elsker det. Selvom jeg har set den en del gange efterhånden, dukker der hele tiden nye ting op, som jeg ikke har lagt mærke til før.
Da der sidste år var et interview med kvinden bag serien, nemlig Lise Nørgaard, kom hun med nogle bud på karakterernes liv efter "Matador". Det var medvirkende til, at der kom endnu et "lag" til serien. Det kom også frem, at seriens hovedperson faktisk er Maude, selvom jeg i mange år troede, at det var Mads Skjern. Efterfølgende er det selvfølgelig tydeligt, idet karakteren gennemgår en stor udvikling på det personlige plan. Hun går fra at være en barnlig kvinde til at vise styrke og handling og i sidste ende blive voksen. I det hele taget er det seriens kvinder, der" flytter sig" og er de stærke.

Derfor blev jeg meget begejstret, da vores besøg på Koldinghus for at se udstillingen om Julekalenderens historie også havde mulighed for at se udstillingen Klæder skaber film, hvor der var udstillet tøj fra serien.

Selvfølgelig var den berømte pels, som både Maude og Ingeborg får af deres respektive mænd, også udstillet, men som begge kvinder ender med at returnere, fordi den anden har en magen til.




Denne blondekjole har Maude også på i serien, og jeg blev ret imponeret over at læse, at den er håndsyet, da blonderne er nogle gamle nogle af slagsen.



...og til sidst de to grunde, hvor Maude har den ene og ender med at købe den anden, idet hun lander på feltet. Det viser sig senere, at hun er kommet til at flytte Hans Christians brik i stedet for sin egen.