torsdag den 23. november 2017

Snart lyder startskuddet til 2017's adventsgiveaway

Forberedelserne til 2017's adventsgiveaway er sat i gang, hvilket betyder, at søster Anita og jeg for 4. gang har lagt en præmie bag de 4 låger i adventsjulekalenderen.

De to første år foregik det kun på bloggene, Photomusen og her på Zoomsnoren, men sidste år udvidede vi det til også at foregå på vores Instagram-profiler.
Igen i år vil der også være mulighed for at lege med på Instagram.

Der vil således blive trukket en vinder på hver adventssøndag. Bag lågerne gemmer der sig julerelaterede ting, på nær bag den sidste låge. 4. søndag i advent falder nemlig i år på selveste juleaften, så derfor har vi valgt noget, som kan bruges hele året.

På søndag sættes den første giveaway i gang, og der vil du også kunne læse, hvordan du nemt kan deltage. 



søndag den 19. november 2017

Gratis opskrift på et hæklet, luftigt tørklæde i stangmasker




Efter lidt kiggen i garngemmerne fandt jeg noget mohair, som var noget af det første garn, jeg i sin tid købte, da jeg genoptog strikningen som voksen.
Jeg havde ikke lyst til at strikket et sjal på tykke pinde, som garnet i sin tid var tiltænkt, men i stedet fandt jeg de tykke hæklenåle frem, som jeg aldrig har haft brugt, og det blev til to forskellige tørklæder/halstørklæder.



Den stribede er forskellige mærker af mohairgarn, mens det med kvasterne er samme kvalitet.
Begge er hæklet med to tråde.

Halstørklædet er nemt at hækle, og oveni er det også hurtigt at hækle. Det, der tager længst tid, er den første række, fordi der skal hækles i løkken bag på maskerne (dette forklares i opskriften). Jeg hæklede det lyserøde og lilla med kvasterne i løbet af en formiddag.


Færdige mål:
30 x 185 cm - uden kvaster.
Kvasternes længde er ca. 12 cm

Hæklefasthed:
6 stangmasker x 3 rækker = 10 x 10 cm.

Materialer:
Mohairgarn eller mohairblanding. Jeg har brugt garn i kvaliteten 30% mohair og 70 % akryl.
Løbelængde ca. 190 m/50 gram.
Garnforbrug:
Det stribede: i alt ca. 110 gram. ca. 22 gr. af henholdsvis klar grøn og klar blå, ca. 11 gram af henholdsvis lyserød og lilla og ca 44 gram støvet grøn. Den støvede grønne er brugt både i de grønne striber og i de blå.
Det tofarvede: i alt ca. 130 gram. Ca. 75 gram lyserødt og ca. 55 gram lilla. Hvis kvasterne udelades, bliver garnforbruget af det lyserøde 55 gram.
Hæklenål 12
Hæklenål 15 - til opslagning af luftmasker

Der hækles med to tråde.

Specifikt til det stribede:
Der er hæklet to rækker med hver farve.

Sådan gør du:
Med nål 15 slås 100 lm løst op. Det er vigtigt, at det er løst.
Skift til nål 12.
1. række: 
Hækl en stgm i 3 lm fra nålen. Der hækles i den lille løkke i luftmasken - se billede. Du hækler ikke i v-et, men bag v-et. På den måde får du en pæn kant på begge sider af tørklædet.


Hækl en stgm i alle luftmasker. Vend med 2 lm.
2. række:
Fra nu af hækles der kun i bagerste maskeled. Hækl en stgm i alle stgm. Vend med 2 lm.

Gentag række 2, til du har hæklet i alt 10 rækker - eller så bredt, som du ønsker, at tørklædet skal være.
Bryd garnet og hæft ender.

Kvaster:
Vikl garn omkring et stykke, der er ca. 12 cm. Jeg brugte en mobiltelefon.
I alt viklede jeg 30 omgange.



Tråd en nål med samme garnfarve.




Træk garnet ind i viklingerne - se billede - og bind en knude. Garnenderne bruges til at sy kvasten fast senere.



Fjern stykket, som du har viklet omkring.
Klip endnu et stykke garn, og bind det omkring viklingerne ca. 2½ cm fra stedet, hvor du har bundet knuden. Lav en knude og klip enderne af.



Klip nu op i modsatte ende af viklingerne. Studs evt. enderne, så de er lige lange.

Sy kvasten fast med garnenderne i det ene hjørne af tørklædet.

Lav 3 kvaster mere på samme måde og montér dem i de resterende tre hjørner.



søndag den 5. november 2017

Sydslesvigs Strikkefestival



I går deltog jeg for første gang i Sydslesvigs Strikkefestival, der hvert år finder sted i Flensburg.

Det er efterhånden længe siden, at min søster og jeg meldte os til, og der var hurtigt booket på alle workshops. Selvom vi var hurtigt ude, fik vi ikke vores første ønske opfyldt, men her dagen derpå er jeg glad for den workshop, som jeg var på.

Jeg valgte nemlig "Broderi på strik", hvor underviseren var Helga Jóna Thórunnardottir.
Det var et super lærerigt kursus, hvis man som jeg ikke har gjort så meget i broderi før. Faktisk har jeg haft lidt af det, da jeg i sin tid læse til lærer og havde håndarbejde på seminariet, men det er længe siden. De eneste sting, som jeg har praktiseret siden, er almindelige stikkesting, franske knuder og herribone sting.



Jeg fik således lært at lave en rose, edderkopper, spiraler, jeg blev opdateret på de franske knuder, men også smocksyning og hulsøm i strik var på tapetet. 
Helga var en super god underviser, som var god til at vise tingene igen og igen - og heldigvis var tempoet også langsommere end i min studietid, og der var tid til at arbejde med de enkelte sting.

Strikkefestvalen har hvert år et tema, og i år var det "Olmerduge". Man kunne vælge at strikke en ting, hvor man tog udgangspunkt i temaet.
Jeg valgte striberne som inspiration, og af det fik jeg lavet en vimpelranke. Det er faktisk længe siden, at jeg har strikket den, for min søster har længe ønsket sin en vimpelranke til campingvognen, og da søster er ligeså farveglad som jeg, købte jeg noget hvidt sokkegarn og bruge resterne fra mit Primulatæppe til at skabe vimplerne.



Som afslutning har jeg syet små, hvide filtkugler på i spidsen af hver vimpel - inspireret af Elena Nielsens (fra bloggen Cupcake By Me) hæklede vimpler.  
Snoren, som vimperne er trukket på, er en snor af luftmasker.

På strikkefestivalen holdt Vithard Villumsen også et foredrag, som jeg synes, var inspirerende - både at høre om hans karriere, men også om hans tanker om tekstiler og hans nye bog, "Texperimenture", hvis titel passer rigtigt godt til den type strikdesigner og -kunstner, som han er. 
Jeg købte bogen og fik den også signeret - man er vel strikaddicted 😉😍 - og jeg er i den grad fan af "Den store strikkedyst".


Jeg er ret pjattet med den bluse, som Vithard har på på billedet ovenover - måske jeg en dag strikker den til min mand. Blusen findes også en i en rød og blå udgave, og den er virkelig flot og maskulin!

Oveni mødte jeg også en af dem, der læser med her - måske du også læser med her, Only Angelika - det var så fedt, at du kom, og vi fik hilst på hinanden. 
Netop dét er en af de ting, jeg elsker ved sådanne arrangementer, nemlig at man kommer til at møde andre passionerede strikkere, og også nogle, som man "kender" fra blogge, Ravely og Instagram. Det er så hyggeligt!

Arrangementet var oveni veltilrettelagt, og programmet kørte bare efter en snor! 
Ros til alle dem, der har stablet det på benene!

fredag den 27. oktober 2017

Kreative Dage i Fredericia



I dag åbner Kreative Dage i Fredericia atter dørene.
Jeg har været af sted hvert år siden 2011, og i år er ingen undtagelse.

Igen i år er min søster Anita med bloggen Photomusen og jeg gået garnamok og hjulpet Louis Nielsen Fredericia med at dekorere deres stand på messen.

Ideen til dette års udsmykning kom faktisk sidste år, men først nu er den blevet realiseret.
Anita og jeg har i fællesskab lavet en stor brille, bombarderet med strik og hækling - alt sammen i grønne farver.



Som sidste år indgår årets dekorative indslag som en del af følgende konkurrence, der foregår via Instagram:


For at deltage skal du forbi Louis Nielsens stand på Kreative Dage og tage et billede, som oploades på Instagram med hashtagget #kreabrille og @photomusen samt @zoomsnoren.

Læse evt. mere på min Instagramprofil - @anjahjorth80.


søndag den 1. oktober 2017

Et færdigt englesjal

I sidste weekend fik jeg færdiggjort englesjalet, som jeg viste frem tidligere.



Jeg har hæklet det i estisk uld købt hos Strikkepinden - det er lidt groft og kradsende - men jeg kan godt lide farveforløbet i garnet. Jeg er lidt forsigtig med at vaske uld i vaskemaskinen, så jeg har indtil videre kun vasket alt uld i hånden. Det gør ikke garnet så meget blødere, så jeg må snart tage mig sammen til at lave en hækle/strikkeprøve og vaske den i maskinen, så jeg kan se, hvordan min maskine opfører sig over for uld. 😉 Jeg er nemlig ret sikker på, at maskinvask vil gøre noget godt for de uldkvaliteter, som er mere kradsende før vask, da jeg ofte læser, at det bliver blødt efter vask.

I alt har jeg brugt 200 gram garn.



Opskriften findes hos Lise Franck. Den findes både på skrift og som diagram.

Jeg har efterfølgende spændt sjalet ud, så det flotte mønster kommer til sin ret.
Den fine kant, som man hækler til sidst, giver så fin en afslutning, synes jeg.



torsdag den 21. september 2017

Prinsessen og den grønørede


Sammen med min søster har jeg lavet et par, som skulle gives til en Star Wars-fan.

Ret spontant søgte jeg på Ravelry og fandt hurtigt opskrifter og ideer.
Jeg valgte at hækle en gople i form af Yoda. Ørerne fandt jeg i en opskrift på en nusseklud, mens øjnene voldte mig en del besvær.



Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at få lavet nogen, der ville understrege, at det er Yoda, som der er tale om.



Pludselig så jeg en masse sprutte-Yoda'er, som er blevet lavet i gruppen "Jellyfishfriday" på Facebook, og lige dér fandt jeg hjælp til at brodere øjnene.

Yoda er hæklet i grønt bomuldsgarn fra Rema 1000.
Det brune er noget fra Mayflower.

Prinsesse Leia har min søster Anita hæklet efter denne opskrift.
Du kan læse mere om hendes proces på Photomusen.


fredag den 8. september 2017

Englesjal in making

For et stykke tid købte jeg noget uldgarn med lange farveskift hos www.strikkepinden.com med den tanke, at noget af det skulle bruges på et sjal.

Jeg har haft nogle dage, hvor jeg har haft "hækle-strikke-blokade" og ikke har kunnet finde på noget at gå i gang med. Min garnbeholdning blev gennemset på min Ravelry-profil, og alligevel var jeg tom for ideer.

Da jeg så faldt over posen med uldgarnet, kom jeg også i tanker om det smukke englesjal, som Lise Frank har designet.
Det var derfor oplagt at hækle det, da de lange farveskift ville passe godt til mønstret.

I forgårs gik jeg så i gang.
Opskriften er let at følge - og det var bestemt ikke dens skyld, at jeg i går måtte pille næsten det hele op, fordi jeg ikke havde talt rigtigt.


onsdag den 30. august 2017

Musemobilcoveret er i Hendes Verden i denne uge



I denne uge er musemobilcoveret at finde i Hendes Verden.

Coveret, som er er afbildet, er med hank, som kan afmonteres vha. carabinhager.
Svigermor ønskede sig et musecover, hvor hun også kunne bruge det som taske, så derfor endte det ud med en udgave med hank.

Opskriften finder du i øvrigt HER.




søndag den 13. august 2017

DIY: Hæklet flagranke



I dag er det min fødselsdag, og det skal fejres med en gratis opskrift på en hæklet flagranke.

Jeg er glad for at bruge bobler som udgangspunkt for at lave mønstre.
Fx er det blevet til grydelapper som Dannebrog, men også lapper med kaffekopper, I 💝mor-tekst og et sæt med kys til Scleroseforeningen.

De små flag er lette at hækle, når man først ved, hvordan man hækler en boble. Den største udfordring er at udgå at få for mange ender at hæfte. Det finder du også hjælp til i opskriften.


Opskriften på "Hæklet flagranke" finder du HER.


Copyright: Zoomsnoren
Opskriften må anvendes i privat øjemed, og produktet må gerne sælges, så længe der ikke er tale om masseproduktion. Opskriften må dog ikke postes andre steder på nettet, sælges, videregives til andre pr. mail eller oversættes uden mit skriftlige samtykke.
Hvis din veninde også godt kunne tænke sig et eksemplar af opskriften, del da i stedet linket hertil. 



søndag den 30. juli 2017

Hotel of bees-shawl - et mere udfordrende projekt



I april og majmåned var "Hotel of bees"-sjalet en CAL i en gruppe på Ravelry, men jeg havde ikke tid til at igangsætte endnu et projekt, men opskriften købte jeg.


Jeg glædede mig til at hækle det, fordi jeg kunne se, at det bestod af forskellige mønsterdele, og derved bød det på flere udfordringer undervejs.
Derfor skulle det være mit sommerferieprojekt, men jeg snød og gik i gang lidt før ;-)

Det er lidt over en uge siden, at jeg fik det færdigt, skyllet op og spændt ud, så hulmønstrene fremstår tydeligere.

To forskellige bikubemønstre og rækken af små biger mellem de to multifarvede striber.


Sjalet har jeg hæklet i Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg.
Farverne er Lys lyng, Flødeskum og det lilla/pinke garn er farven Kaffefløde, som jeg har håndfarvet ved sidste års garnfarvningskursus hos Rebekka Drewes i Flensburg.

Små bier mellem de to hvide striber samt sekskantede bikuber.


Vinger og bikubehuller.
Jeg er helt pjattet med måden, som designeren har tænkt bier ind i mønstrene.

Opskriften er ret velskrevet, og der er del tips undervejs, så det var ikke svært at forstå, hvad jeg skulle gøre, selvom den er på engelsk.





fredag den 7. juli 2017

Den sidste ende på primulatæppet er hæftet...

..., og således er et projekt, der blev igangsat for lidt over 4 år siden, nået i mål!



Mit tæppe har været et evighedsprojekt, som jeg med jævne mellemrum har hæklet på.
I forrige uge tænkte jeg, at nu var det på tide at få det færdiggjort, og ret hurtigt kunne jeg se, at der ikke var så langt vej endnu.

Jeg manglede at hækle to rækker blomster på - det viste sig dog, at grundet den måde, hjørnerne skal laves, kunne jeg nøjes med en, og så var der kanten og de resterende halve blomster.


Jag valgte at hækle alle halve i ensfarvet grønt garn, da jeg ikke bryder mig om de halves udseende. Kanten har jeg lavet i samme farve. Min plan med den var at lave den bredere og anderledes end i opskriften, men da jeg havde hæklet den første omgang magen til opskriften, kunne jeg godt lide den i samspil med de halve, og derfor blev det ved det. Jeg måtte dog lave flere dobbelte stangmasker i hver maske, idet det med min hæklefasthed ville blive for stramt og derved bule.



Da der manglede kun ca. 30 cm kant, løb jeg tør for det mørkegrønne, så jeg måtte til min lokale garnbiks, Martha i Kolding, og købe noget mere. Jeg var en smule bekymret for, om jeg ville kunne få en indfarvning, som var tæt eller magen til den, som mit garn havde - det var immervæk et år siden, at jeg købte garnet til kanten. Heldet var med mig, for på hylden med Arwetta Classic, fandt jeg et enkelt nøgle med samme partinummer som det gamle - hvor heldig har man lov at være?

Mit tæppe i tal:
I alt har jeg lavet 20 x 29 hele blomster = 580 blomster
I alt 20 halve på den ene led og 15 på den anden = 70 halve blomster
Ender hæftet: 6 pr hele blomst og 2 pr halve samt 4 på kanten = 3.480 +140 + 4 = 3.624 ender
Garn anvendt = næsten 3 nøgler af hver farve (9 i alt) = 2.061 gram garn.
Færdige mål - ca: 140 x 175 cm



tirsdag den 4. juli 2017

Sommerkjole i garn fra lageret

For nogle år tilbage købte jeg 16 nøgler Mandarin Petit til en fordelagtig pris. Jeg vidste ikke, hvad det skulle bruges til.



Jeg har brugt lidt af det til småprojekter, men jeg har aldrig haft en ide om at anvende det til noget større - 16 nøgler er immervæk lidt.
Da jeg ikke bryder mig om tæpper i 100% bomuld, skulle det være til beklædning.

I mit sidste indlæg fortalte jeg lidt om projektet, og nu er jeg nået i mål efter flere gange at have pillet op, men jeg har en tendens til ofte at lave det lidt for stort. Jeg troede, at for- og bagstykke var blevet for smalle, men det viste sig ved nærmere afprøvning, at de var ca. 8 cm for brede i stedet!
Det betød, at jeg måtte pille et godt stykke op og lave flere indtagninger.


Da jeg gerne ville have, at kjolen blev hæklet i det samme garn, købte jeg noget ensfarvet garn til kant og stropper.

Jeg er blevet ret godt tilfreds med det færdige resultat. Der er plads til små forbedringer, men kjolen er behagelig at have på, og der gik noget mindre garn til projektet, end jeg havde troet.
Kun ca. 6 nøgler af det multifarvede og et nøgle ensfarvet - som jeg i øvrigt købte tre i alt af, så nu har jeg to nøgler til lageret. 😎



Nærmere detaljer:
Jeg har hæklet kjolen i to stykker - et for- og et bagstykke.
Kanten over brystet og ryggen er også hæklet på hvert sit stykke.
Stropperne er hæklet direkte på fra forstykket og syet fast på bagstykket. De er justeret, så de gerne skulle dække bh-stropperne.
Derefter er de to stykker hæklet sammen i siderne.
til sidst er kanten forneden hæklet på og i spiral.

onsdag den 14. juni 2017

På hæklenålen i juni

For et par uger siden startede jeg et nyt hækleprojekt op.

For nogle år siden købte jeg noget bomuldsgarn, Mandarin Petit fra Sandnes, for en fordelagtig pris. Faktisk gav jeg kun 5 kr pr. nøgle, så dengang købte jeg vel 15 nøgler.

Det har altid været min tanke, at det skulle bruges til et større projekt, og valget faldt på at hækle en kjole til mig selv.
Jeg har taget springet og hækler uden opskrift.

Inden jeg gik i gang, afprøvede jeg forskellige mønstre, og det skulle i så fald være enkelt, idet garnet er spraglet. Jeg synes, at mønstre i multifarvede garner med korte farveskift ofte forsvinder i farverne.

Jeg afprøvede zig-zagmønstre, men kunne ikke få det til at fungere.



Derfor endte jeg med at hækle i stangmasker - i hvert fald indtil videre.
Jeg har taget udgangspunkt i mål fra en kjole, som jeg har i forvejen.

Da bomuld er et sommergarn, og farverne er sommerlige, skulle det gerne ende ud i en sommerkjole.
Indtil videre har jeg en ide om, at den skal have lidt brede stropper.
Status er, at jeg næsten har hæklet for- og bagstykket, men de er lige smalle nok, så i denne uge smutter jeg i den lokale garnbiks efter mere garn i samme mærke - og ensfarvet, som gerne skulle matche det multifarvede.


tirsdag den 30. maj 2017

Blusen til mormor



Selvom man er over 80 år, kan man godt ønske sig en helt bestemt bluse.

Min mormor kom til mig med en pink bluse, som hun havde købt i Italien for nogle år siden, og den kunne hun godt tænke sig i hvid. Ville jeg kunne strikke en magen til?

Jeg sagde ja til udfordringen, for umiddelbart burde jeg kunne gøre den efter.

Den pinke udgave føltes som bomuld/hør, men faktisk viste det sig at være 100 % akryl.
Jeg tog den med i en af de lokale garnbutikker, og med hjælp fra ekspedienten blev et egnet garn hurtigt fundet.
Valget faldt på Hjertegarns Arezzo Lin, der er et blandingsgarn bestående af bomuld, hør og bambus. Faktisk rigtigt lækkert og med en lidt blank overflade.

Jeg løb ret hurtigt ind i den første udfordring, nemlig ribben. Blusen skulle nemlig strikkes fra ærme til ærme, og ribben viste sig ikke at være en normal rib, men i stedet patent. Det har jeg prøvet en smule før, men jeg er på ingen måde rutineret i teknikken.


Derfor valgte jeg at investere i Charlotte Kaaes ret nye kompendium med patentteknikker. Det kan jeg bestemt anbefale at købe, hvis man er nybegynder. Teknikkerne bliver understøttet af videoer.

Næste udfordring var at få kanterne på henholdsvis det retstrikkede stykke forneden og stykket foroven i halsudskæringen som på den købte bluse. De var nemlig ikke ens, men igen lykkedes det mig at finde frem til, hvordan jeg kunne gøre det.


Den ene var som den, jeg plejer at gøre brug af for at få en pænt kant, mens den anden var en, som jeg havde læst om i en Facebookstrikkegruppe. Sidstnævnte kan var jeg ikke helt tilfreds med, men da blusen blev vasket, blev den pæn og som på den købte bluse.



Sidste udfordring var at lukke af i patent, hvor jeg endte med at spørge om hjælp i en mindre strikkegruppe på Facebook.

Blusen har helt ens for- og bagstykke, og stykkerne er symmetriske, så undervejs i processen noterede jeg ned, hvad jeg gjorde for at kunne strikke det modsat på anden halvdel af hver af de to stykker.



Min mormor fik blusen i søndags, og hun var begejstret og ret tilfreds med resultatet. Det var det bedste ved at strikke blusen. 💚

onsdag den 17. maj 2017

Gaven til mors dag



For et par uger siden postede jeg en DIY på et sæt grydelapper med "I 💓" og "MOR"
Sættet var en gave til min svigermor, men min mor skulle selvfølgelig også have et sæt.

Da min mor følger med på min blog, kan jeg først vise dem frem her efter mors dag.

Hun fik et sæt i sort og hvid, da hun har de farver i sit køkken. 

De er hæklet i bomuldsgarn fra Søstrene Grene.
Et garn, som jeg synes, er blødt og rart at arbejde med. Jeg har kunnet læse mig til, at nogle oplever, at garnet skiller, men jeg har ingen problemer med det. 

Både min svigermor og mor blev glade for deres grydelapper, som de begge sagde, skulle hænge til pynt, for de kunne ikke nænne at bruge dem 💓

lørdag den 6. maj 2017

Det hæklede håndklæde med firkanter i en pasteludgave



Pasteller er oppe i tiden - i hvert fald hvis man skal tro diverse hæklegrupper på Facebook - så jeg valgte at forsøge mig med en udgave af mit hæklede håndklæde med granny squares i lyse farver. 
Normalt er jeg ikke pasteltypen, men det er nok også sundt at udfordre sig selv lidt på farverne også.




Denne gang forsøgte jeg mig med en nål 3 istedet for en 2½, hvilket går håndklædet større, så jeg nøjedes med kun tre firkanter.
Jeg valgte også at lave det lidt kortere, men stadig så jeg synes, at forholdet mellem længde og bredde er harmonisk.



Garnet, som jeg har brugt, er Mayflower Cotton 8 Junior i meget svag lysrød, Grønhøj Garn i hvid og en rest lilla, som jeg faktisk ikke ved, hvad er.