fredag den 7. juli 2017

Den sidste ende på primulatæppet er hæftet...

..., og således er et projekt, der blev igangsat for lidt over 4 år siden, nået i mål!



Mit tæppe har været et evighedsprojekt, som jeg med jævne mellemrum har hæklet på.
I forrige uge tænkte jeg, at nu var det på tide at få det færdiggjort, og ret hurtigt kunne jeg se, at der ikke var så langt vej endnu.

Jeg manglede at hækle to rækker blomster på - det viste sig dog, at grundet den måde, hjørnerne skal laves, kunne jeg nøjes med en, og så var der kanten og de resterende halve blomster.


Jag valgte at hækle alle halve i ensfarvet grønt garn, da jeg ikke bryder mig om de halves udseende. Kanten har jeg lavet i samme farve. Min plan med den var at lave den bredere og anderledes end i opskriften, men da jeg havde hæklet den første omgang magen til opskriften, kunne jeg godt lide den i samspil med de halve, og derfor blev det ved det. Jeg måtte dog lave flere dobbelte stangmasker i hver maske, idet det med min hæklefasthed ville blive for stramt og derved bule.



Da der manglede kun ca. 30 cm kant, løb jeg tør for det mørkegrønne, så jeg måtte til min lokale garnbiks, Martha i Kolding, og købe noget mere. Jeg var en smule bekymret for, om jeg ville kunne få en indfarvning, som var tæt eller magen til den, som mit garn havde - det var immervæk et år siden, at jeg købte garnet til kanten. Heldet var med mig, for på hylden med Arwetta Classic, fandt jeg et enkelt nøgle med samme partinummer som det gamle - hvor heldig har man lov at være?

Mit tæppe i tal:
I alt har jeg lavet 20 x 29 hele blomster = 580 blomster
I alt 20 halve på den ene led og 15 på den anden = 70 halve blomster
Ender hæftet: 6 pr hele blomst og 2 pr halve samt 4 på kanten = 3.480 +140 + 4 = 3.624 ender
Garn anvendt = næsten 3 nøgler af hver farve (9 i alt) = 2.061 gram garn.
Færdige mål - ca: 140 x 175 cm



tirsdag den 4. juli 2017

Sommerkjole i garn fra lageret

For nogle år tilbage købte jeg 16 nøgler Mandarin Petit til en fordelagtig pris. Jeg vidste ikke, hvad det skulle bruges til.



Jeg har brugt lidt af det til småprojekter, men jeg har aldrig haft en ide om at anvende det til noget større - 16 nøgler er immervæk lidt.
Da jeg ikke bryder mig om tæpper i 100% bomuld, skulle det være til beklædning.

I mit sidste indlæg fortalte jeg lidt om projektet, og nu er jeg nået i mål efter flere gange at have pillet op, men jeg har en tendens til ofte at lave det lidt for stort. Jeg troede, at for- og bagstykke var blevet for smalle, men det viste sig ved nærmere afprøvning, at de var ca. 8 cm for brede i stedet!
Det betød, at jeg måtte pille et godt stykke op og lave flere indtagninger.


Da jeg gerne ville have, at kjolen blev hæklet i det samme garn, købte jeg noget ensfarvet garn til kant og stropper.

Jeg er blevet ret godt tilfreds med det færdige resultat. Der er plads til små forbedringer, men kjolen er behagelig at have på, og der gik noget mindre garn til projektet, end jeg havde troet.
Kun ca. 6 nøgler af det multifarvede og et nøgle ensfarvet - som jeg i øvrigt købte tre i alt af, så nu har jeg to nøgler til lageret. 😎



Nærmere detaljer:
Jeg har hæklet kjolen i to stykker - et for- og et bagstykke.
Kanten over brystet og ryggen er også hæklet på hvert sit stykke.
Stropperne er hæklet direkte på fra forstykket og syet fast på bagstykket. De er justeret, så de gerne skulle dække bh-stropperne.
Derefter er de to stykker hæklet sammen i siderne.
til sidst er kanten forneden hæklet på og i spiral.

onsdag den 14. juni 2017

På hæklenålen i juni

For et par uger siden startede jeg et nyt hækleprojekt op.

For nogle år siden købte jeg noget bomuldsgarn, Mandarin Petit fra Sandnes, for en fordelagtig pris. Faktisk gav jeg kun 5 kr pr. nøgle, så dengang købte jeg vel 15 nøgler.

Det har altid været min tanke, at det skulle bruges til et større projekt, og valget faldt på at hækle en kjole til mig selv.
Jeg har taget springet og hækler uden opskrift.

Inden jeg gik i gang, afprøvede jeg forskellige mønstre, og det skulle i så fald være enkelt, idet garnet er spraglet. Jeg synes, at mønstre i multifarvede garner med korte farveskift ofte forsvinder i farverne.

Jeg afprøvede zig-zagmønstre, men kunne ikke få det til at fungere.



Derfor endte jeg med at hækle i stangmasker - i hvert fald indtil videre.
Jeg har taget udgangspunkt i mål fra en kjole, som jeg har i forvejen.

Da bomuld er et sommergarn, og farverne er sommerlige, skulle det gerne ende ud i en sommerkjole.
Indtil videre har jeg en ide om, at den skal have lidt brede stropper.
Status er, at jeg næsten har hæklet for- og bagstykket, men de er lige smalle nok, så i denne uge smutter jeg i den lokale garnbiks efter mere garn i samme mærke - og ensfarvet, som gerne skulle matche det multifarvede.


tirsdag den 30. maj 2017

Blusen til mormor



Selvom man er over 80 år, kan man godt ønske sig en helt bestemt bluse.

Min mormor kom til mig med en pink bluse, som hun havde købt i Italien for nogle år siden, og den kunne hun godt tænke sig i hvid. Ville jeg kunne strikke en magen til?

Jeg sagde ja til udfordringen, for umiddelbart burde jeg kunne gøre den efter.

Den pinke udgave føltes som bomuld/hør, men faktisk viste det sig at være 100 % akryl.
Jeg tog den med i en af de lokale garnbutikker, og med hjælp fra ekspedienten blev et egnet garn hurtigt fundet.
Valget faldt på Hjertegarns Arezzo Lin, der er et blandingsgarn bestående af bomuld, hør og bambus. Faktisk rigtigt lækkert og med en lidt blank overflade.

Jeg løb ret hurtigt ind i den første udfordring, nemlig ribben. Blusen skulle nemlig strikkes fra ærme til ærme, og ribben viste sig ikke at være en normal rib, men i stedet patent. Det har jeg prøvet en smule før, men jeg er på ingen måde rutineret i teknikken.


Derfor valgte jeg at investere i Charlotte Kaaes ret nye kompendium med patentteknikker. Det kan jeg bestemt anbefale at købe, hvis man er nybegynder. Teknikkerne bliver understøttet af videoer.

Næste udfordring var at få kanterne på henholdsvis det retstrikkede stykke forneden og stykket foroven i halsudskæringen som på den købte bluse. De var nemlig ikke ens, men igen lykkedes det mig at finde frem til, hvordan jeg kunne gøre det.


Den ene var som den, jeg plejer at gøre brug af for at få en pænt kant, mens den anden var en, som jeg havde læst om i en Facebookstrikkegruppe. Sidstnævnte kan var jeg ikke helt tilfreds med, men da blusen blev vasket, blev den pæn og som på den købte bluse.



Sidste udfordring var at lukke af i patent, hvor jeg endte med at spørge om hjælp i en mindre strikkegruppe på Facebook.

Blusen har helt ens for- og bagstykke, og stykkerne er symmetriske, så undervejs i processen noterede jeg ned, hvad jeg gjorde for at kunne strikke det modsat på anden halvdel af hver af de to stykker.



Min mormor fik blusen i søndags, og hun var begejstret og ret tilfreds med resultatet. Det var det bedste ved at strikke blusen. 💚

onsdag den 17. maj 2017

Gaven til mors dag



For et par uger siden postede jeg en DIY på et sæt grydelapper med "I 💓" og "MOR"
Sættet var en gave til min svigermor, men min mor skulle selvfølgelig også have et sæt.

Da min mor følger med på min blog, kan jeg først vise dem frem her efter mors dag.

Hun fik et sæt i sort og hvid, da hun har de farver i sit køkken. 

De er hæklet i bomuldsgarn fra Søstrene Grene.
Et garn, som jeg synes, er blødt og rart at arbejde med. Jeg har kunnet læse mig til, at nogle oplever, at garnet skiller, men jeg har ingen problemer med det. 

Både min svigermor og mor blev glade for deres grydelapper, som de begge sagde, skulle hænge til pynt, for de kunne ikke nænne at bruge dem 💓

lørdag den 6. maj 2017

Det hæklede håndklæde med firkanter i en pasteludgave



Pasteller er oppe i tiden - i hvert fald hvis man skal tro diverse hæklegrupper på Facebook - så jeg valgte at forsøge mig med en udgave af mit hæklede håndklæde med granny squares i lyse farver. 
Normalt er jeg ikke pasteltypen, men det er nok også sundt at udfordre sig selv lidt på farverne også.




Denne gang forsøgte jeg mig med en nål 3 istedet for en 2½, hvilket går håndklædet større, så jeg nøjedes med kun tre firkanter.
Jeg valgte også at lave det lidt kortere, men stadig så jeg synes, at forholdet mellem længde og bredde er harmonisk.



Garnet, som jeg har brugt, er Mayflower Cotton 8 Junior i meget svag lysrød, Grønhøj Garn i hvid og en rest lilla, som jeg faktisk ikke ved, hvad er.