fredag den 29. januar 2016

Blå babybukser



Endelig kan jeg vise bukserne frem her.
De har været færdigstrikket meget længe, men da jeg ikke kunne tage mig sammen til at få syet knapperne i, ja, så var det først, at da babyen, der skal have dem, kom til verdenen.
Det kunne sætte gang i den sidste montering.



Bukserne er strikket efter opskrift fra Sandnes' Mandarin Baby-hæfte nr. 1107.
Jeg valgte at strikke dem i Arwetta Classic, og da min strikkefasthed med det garn ikke helt matchede den i opskriften, har jeg justeret lidt forskellige steder.



Jeg købte faktisk opskriftshæftet for længe siden - alene pga. bukserne - så det var på tide at få den afprøvet. I øvrigt kan jeg varmt anbefale hæftet, for det indeholder en del søde ting, bl.a. har jeg strikket en cardigan og også en af huerne fra hæftet.

Knapperne fandt jeg i gemmerne. De er købt i Netto for flere år siden.

Da bukserne er en del af et sæt, har min søster strikket den tilhørende cardigan i samme garn og samme farver.


søndag den 17. januar 2016

Krydrede pulsvarmere

I julegave i julen 2014 gav min mand mig to stikkekit: Et til et sæt "Krydret pulsvarmer" og et til "Tørklæde med magiske nøgler".
De to kits har ligget et helt år. I løbet af vinteren fik jeg ikke taget fat i de to kits, og om sommeren er det ikke så relevant.
Med de lave temperaturer som nu har indtaget Danmark var det oplagt at komme i gang med pulsvarmerne.


Der ventede mig to udfordringer med kittet.
Den første var at lave de to magiske nøgler. Det gik noget lettere, end jeg havde regnet med - også selvom jeg lavede i alt fire nøgler, så jeg havde to fuldstædig ens til begge pulsvarmere. Jeg har et eller andet med, at når der er to af noget fx sokker og pulsvarmere så skal farveskiftene være ens ;-)

Den anden udfordring lå i, at jeg igen skulle kaste mig ud i at strikke tofarvestrik. Sammenlignet med julekuglerne fra Arne & Carlos, så var dette et noget lettere mønster, som heller ikke krævede, at jeg "hægtede" den medløbende farve op undervejs.



Eneste minus er, at jeg nok aldrig bliver fan af at strikke bobler. Det med at skulle vende hele tiden for at lave en synes jeg er lidt trælst.

I skrivende stund har jeg slået op til "Tørklæde med magiske nøgler" og de første 10 bobler er strikket, men nu ligger det en smule i baggrunden, idet jeg er gået i gang med at strikke en kjole.


tirsdag den 12. januar 2016

The Doodler-sjalet er endelig blevet fotograferet



Ja, som overskriften lyder, så har The Doodler-sjalet været færdigt i et stykke tid,  men når de lyse timer ikke er mange, og jeg går på arbejde, så er det kun weekenderne, hvor jeg kan tage nogle billeder i dagslys.



Lad mig sige, at jeg på ingen måde har fortrudt, at jeg kastede mig ud i dette års mkal hos Westknits.
Jeg er tilfreds med mit resultat, og igen i år synes jeg, at mkal'ens opskrift bød på udfordringer.

Sjalet er strikket i Rustik fra Netto (det multifarvede garn), lilla Regia sokkegarn (Trend Point) og pink sokkegarn fra Mayflower.

Jeg har haft sjalet spændt ud, hvilket var en god ide, for sjalet "bulede" inden, og efter en skyldning og udspænding blev det rigtigt fint.




Også denne gang var opskriften let at følge - også selvom den er på engelsk.

Sjalet skal bo hos mig, så jeg håber at finde en anledning og ikke mindst et outfit, hvortil det kan bruges.

tirsdag den 5. januar 2016

Strikket butterfly


I forbindelsen med sidste års adventsgiveaway var en af præmierne strikkebogen "Koushi's engle", og da jeg bestilte den hos "Swagknit", røg der også et strikkekit på et butterfly med i kurven. Det var alt for fristende, da der var tilbud på kittene.

Min mand fik selv lov til at vælge, hvilket af Swagknits design han ønskede sig, og valget faldt på et strikket i bikubemønster.

Opskriften var supernem at gå til, jeg har strikket bikubemønster før, så i løbet af meget kort tid var der et butterfly klar til min mand.

Butterflyet var i øvrigt i brug nytårsaften :-)


mandag den 4. januar 2016

Årsudfordringer i strik og hækling

På Instagram har jeg valgt at være med i to forskellige udfordringer.

Den første er strik.


Man skal strikke af lageret og gerne 10 projekter, inden man køber nyt garn.
Den er ret godt - når man som jeg har en del garn liggende. Faktisk har jeg næsten færdiggjort to projekter allerede. Det ene gik jeg i gang med i slutningen af 2015, mens det andet blev lavet i går.
I skal nok få det at se.
Hvis du også vil være med i "10 projekter"-udfordringen, så kan du bruge hashtagget #nytårsforsætstrik10 og læs mere om det hos @signenavne.

Hækleudfordringen er magen til den, som jeg var med i i 2015.


Den går kort og godt ud på at hækle 12 ting i løbet af 2016.
Jeg vælger ikke at hækle en ting i hver måned, men lade det være lidt mere frit og fx hækle to ting i en måned og i en anden slet ikke noget.
Måske du også er med på Instagram?
Det er @laerkerier, der denne gang har sat det i gang, og man kan se projekter under enten #12monthsofcrochet2016 eller #12moc2016.

søndag den 3. januar 2016

Godt nytår



2016 er kommet i gang, og alle julerier og nytårsløjer er overstået for denne gang.

Her har været lidt stille mellem jul og nytår, men det betyder ikke, at der ikke er blevet strikket og hæklet. Det har dog været på projekter, som jeg gerne vil have færdiggjort, bla. et par strikkede babybukser, og så har jeg hæklet på mit primulatæppe, mit evighedsprojekt.
I skal også se det færdige resultat af Westknits MKAL, The Doodler, som jeg er blevet rigtig glad for.

Som altid kan jeg ikke lade være med at melde mig til diverse årsudfordringer, og i år er ingen undtagelse, så jeg er med på Instagram i både en hækle- og en strikkeudfordring.

Jeg glæder mig til at tage hul på strikke- og hækleåret 2016 ;-)

* Godt nytår *